Menu

Headcoach Andersen lover mål i weekenden

image
Medierne Skødstrup SF Fodbold
04. september 2024 kl. 14:39

Weekenden byder på et ægte lokalbrag når Hornslet IF kommer på besøg på eget græs, og med 12 sejre i 15 kampe er der lagt op til en spændende kamp. Vi fangede Cheftræner Martin Andersen for at få en status på sæsoner her efter 4 kampe og en flot anden plads

 

I satte point til i midtugekampen mod Hinnerup. Hvad er din reaktion på det?

Kampen imod Hinnerup blev en rodet affære for begge hold. Vi fik ikke sat det aftryk på kampen, som vi gerne ville. Det var en uskøn kamp med en halvleg til hver. Så er det vel meget fair med et uafgjort resultat.

Før sæsonen gik i gang, lovede du Skødstrup by, at I ville gøre alt for at rykke op. Efter pointtabet i midtugekampen, er ambitionerne så stadig de samme?

Det har ikke ændret sig, og vi ligger stadigvæk nummer 2. Vi giver altid alt for at vinde hver kamp, vi spiller. Men fokuspunktet er at spille fodbold på Skødstrup-måden, altså offensivt og dominerende.

I weekendens opgør møder I Hornslet IF, som kun har lukket ét mål ind i fire kampe, og som I statistisk set har svært ved at score mod. Hvorfor bliver det anderledes i weekenden?

Hornslet har et rigtig godt hold og dygtige spillere på samtlige pladser samt en klar tilgang til deres måde at spille fodbold på. Vi skal nok få vores chancer i løbet af kampen, og jeg vil da også godt love mål fra vores side.

Det er kun blevet til én sejr ud af de sidste seks opgør mod Hornslet IF. Kan I drage fordel af at have hjemmebanen i weekenden?

Jeg har kun været i spidsen i to af de kampe. Sidste sæson var vi faktisk bare møguheldige med ikke at slå dem på hjemmebane. Vi spillede os frem til et hav af chancer og brændte et straffespark i 89. minut. Kampen endte desværre 0-0.

Hvordan vurderer du kampformen i truppen?

Det kan jeg svare på, når jeg har set drengene til den sidste træning inden kampen i morgen.

Til sidst, et forsigtigt gæt på resultatet?

Vi går efter at spille fodbold på Skødstrup-måden. Det er der, fokuspunktet ligger i denne sæson. Dominerende fodbold langs græsset.

 

Kampen spilles på Studstrup Idrætsanlæg lørdag kl. 14:00. 
Grillen er tændt og vandet er koldt! 

Vi ses!

Luk